Kunsten at koge klejner

Min hovedkarakter, Moskva, elsker klejner så selvfølgelig skal hun have klejner. Jeg låner min mormors kogebog af min mor og går i gang.   


Og går i stå. Min mor har på et tidspunkt oversat en kvint til fem gram, men hvad pokker er det her for et tegn?  

Google aner det ikke og jeg ringer til min mor, der siger, at det betyder et pund. Hvor cool. Et slags indforstået snabel-a-kageopskrifts-håndtegn.   

Opskriften er lige lovligt sparsomt beskrevet efter min smag. Heldigvis tikker der løbende klejnebulletiner ind fra min mor. 

Dejen skal hvile, natten over, køleskabet.
Olie klar: dyp tændstik (ikke svovl), bruser.
Klejner op af gryde, brug strikkepind.
Vil du have mormors klejnespore?
Pludselig kan jeg huske, hvordan det føles at stå på taburetten ved siden af min mormor og se hende rulle dej ud med en flaske, jeg kan dufte hendes parfume og jeg får lov til at ridse hullerne i midten af klejnerne og senere står jeg på tæer og kigger ned i gryden med det buldrende fedt, mens hun sænker bleg, blød dej ned og fisker brune, sprøde klejner op. 

Jeg husker det som om, at klejnerne dengang var enorme og fyldte hele min hånd. Mine hænder var mindre dengang, så mine nutidsklejner skal laves det større.  

Mens jeg vrider klejner, tænker jeg på, at i efteråret 1944 er min mor et halvt år gammel, min mormor går med illegale blade i barnevognen, min moster spytter på en tysk soldat, der vil hjælpe hende op i toget og min morfar er ved banen og med i noget og måske er det det, der giver ham dårlige nerver senere i livet. Og det er stort set de tre historier, jeg er blevet fortalt.   

Jeg finder aldrig ud af, hvad eller hvor meget min morfar var med i. For mens de to første historier bliver fortalt med høj og klar stemme, bliver den sidste fortalt lavmælt og med en forståelse af, at det snakker vi ikke om, selv om vi faktisk snakker om det med lavmælt stemme.  
Jeg finder heller aldrig ud af, hvorfor min farfar gemte en pistol i klaveret og en maskinpistol i skabet. 
Som voksen irriterer det mig, at jeg var barn dengang de levede. Jeg agerede på mine sanser, der sagde varm ild, brændte naller og spørg ikke. Hvis jeg havde været voksen dengang, ville jeg sætte mig på skødet af dem og sige ”Jeg rejser mig ikke, før du fortæller alt og det hele.”  Hvorfor kan kunsten at lave klejner gives videre i generationer, mens menneskelige erfaringer om et liv og et samfund under pres ikke skal deles? Det er svært at acceptere, at der ikke er svar på alt.  

Mine klejner er færdige. Jeg vælger den største og pæneste og tager en bid. 
Den smager – med meget god vilje og i bedste fald – ikke dårligt, men som en digestive kiks. Pokkers.  

Der er mange ting, der kan være gået galt: jeg kom til at bruge durummel, jeg var ikke tålmodig nok til at ælte margarinen ordentligt ud i dejen og måske målte jeg forkert op.

Eller også mangler min mormors secret touch. En smøg med lang aske hængende mellem læberne, knaldrøde kløer og tunge, klirrende øreringe.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar