Der gik ild i min hobby ...

Jeg elsker Frihedsmuseet.

Det er et sted, jeg tager hen, hvis jeg har en time eller to, keder mig, har lyst til at gå en lang tur, men ikke gider uden et mål i den anden ende

Hver gang jeg er der, falder jeg over noget nyt. En dag kigger jeg kun på uniformer, en anden dag ser jeg de små film med modstandsfolk og andre gange bliver jeg optaget af snedige måder at snyde tyskerne på.  

Og det er gratis. 
Og de har åbent om søndag.
Og der kommer til at gå lang tid, før de åbner igen.








Jeg var der i sidste uge, og af en eller anden grund kom min dag til at handle om Werner Best. Et godt gammeldags sidespor, for han har intet med min roman at gøre. 

Bests soldaterbog hænger på Friheds-museet og jeg snuppede et billede af den.
Jeg har en fornemmelse af, at jeg som lille er blevet fortalt, at han ikke var så slem. Før han kom til København var han i Frankring – for den tid fik han øgenavnet "Slagteren fra Paris" ...


Når jeg kigger på ham nu, synes jeg, han ser mega nasty ud.

Og så hang jeg på den. Var der en kvinde, som havde elsket ham? Fik han børn? Nu kræver det selvfølgelig ikke kærlighed at reproducere sig, men han var gift og fik fem styk unger.

 

Bagefter tullede jeg over på Post- og Telemuseet, og der er han igen, i telefonbogen fra 1944 under "Fremmede magters repræsentationer". På en eller anden måde synes jeg, at det var sært mærkeligt og uskyldigt, at han stod der med hjemme- adresse og privatnummer.

 

Og så hang jeg på den. For hvad ligger der ude på Strandvejen 259?





















Der ligger det her hus. Jeg ved ikke om der var pool dengang, men det beslutter jeg, at der var, for det er meget rart med lidt sjov til børnene, og jeg kan godt forestille mig Best sidde ved kanten og nyde sin morgenkaffe og to stykker letristet toast med smør (for Guds skyld ikke smeltet og helt ud til kanten) og et tykt lag jordbærsyltetøj med hele bær. 

Nu bor den amerikanske ambassadør i huset. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar